Kristendom og neutralitet

I Sengeløse Kirke er der Bededag og Kristi Himmelfartsdag blevet konfirmeret 29 unge mennesker. Her bekræftede de unge, at de fortsat står inde for deres dåb, og at de dermed ønsker at være til i verden som kristne med en kristen livstydning. Så er det ikke lige meget, hvordan man er til som menneske i verden. Der er udfordringer forbundet med at være kristen. De kommer her:

I dåben bekender man kulør

Neutralitet – altså dette ikke at tage stilling går rigtig dårligt i spænd med kristendom. Et sted i Bibelen står der nemlig sådan her: Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.

Et menneske, som hverken vil være det ene eller det andet, som ikke vil tage stilling, som ikke vil lade sig forme, som ikke vil mene noget, tro noget, håbe noget, og som derfor er formløst, og retningsløst og tilmed værdiløst, som ikke kan skelne imellem godt og ondt, som tror, at alting kan være lige fedt og derfor i stedet bliver ligegyldigt, er et menneske, man ikke kan sætte sin lid til. Sådan et menneske ønsker jeg af hele min sjæl og af hele mit sind ikke at være. Og det gør konfirmanderne heller ikke. For de og deres forældre har allerede valgt at tage stilling ved først at lade sig døbe og dernæst ved at konfirmere, at de fortsat ønsker at stå inde for det kristne budskab om tro, håb og kærlighed og opstandelse fra de døde til det evige liv i Paradis. Udfordringen for enhver kristen handler om at bekende kulør og træde frem i verden, som dem vi er blevet i kraft af dåben og konfirmationen. Lige så lidt som vi ikke kan være ingenting ved at være formløse, kan vi heller ikke være det hele på en gang. Vi kan ikke både være buddhister, muslimer, kristne og hinduer på én gang. Vi er kristne, fordi vi er døbt og konfirmeret og går i kirke. Og vi skal være stolte af det.

Pligten til at være anderledes

Den egentlige udfordring består nu i, at hvis det skal betyde noget at være kristen – og det skal det jo, for det er jo ikke pjat at være et troende menneske, der har valgt at invitere Gud indenfor i sit liv – ja, så har vi i kraft af dåben pligt til at være anderledes. Nu handler livet ikke længere kun om, hvad vi har lyst til – men også om, at der er noget, vi skylder at gøre. Og det er: Vi skal øve os i at finde modet frem til at gå ud i det små og ændre på verden, og vi skal gøre det uden vold. Og vi kan kun gøre det ved at være anderledes end verden. Og det er udfordringen. Ikke anderledes i poppet forstand, hvor det handler om de overfladiske ting i tilværelsen. Men anderledes i kristen forstand.

Kristen i en globaliseret verden

Konfirmanderne er den nye generation af kristne, der skal tage over efter deres forældre og alle os andre. Det er dem, der skal være jordens salt og verdens lys, som Jesus siger i Bjergprædiken. Nu er det op til dem at gøre verden til et bedre sted at være. Det har verden brug for. Det har mennesker brug for. Og det, de finder ud af at gøre for verden, skal altid være i lyset af det største i kristendommen, som er kærligheden! Du skal elske. Du SKAL elske! Ikke kun hvis du har lyst. Nej du skal. På den måde skal de være anderledes, ligesom enhver kristen skal være anderledes. Konfirmander har fået at vide, at de skal elske Gud, de skal elske verden og naturen, de skal elske deres medmennesker, ikke kun deres venner, men også deres fjender, og de skal elske sig selv. De skal være jordens salt og verdens lys i en globaliseret verden, der ikke tager specielt meget hensyn til menneskers basale behov for vand og brød, for nærhed, kærlighed, venskab og fællesskab.

En uretfærdig fordeling

Vores forfædre og os der er voksne i dag overlader konfirmanderne en verden, som både er på godt og ondt. Vi har gjort nogen gode ting ved verden, men vi har også gjort nogle onde ting.

Det bliver mere og mere tydeligt, at vi i vores del af verden driver rovdrift på hele den øvrige menneskehed. Vi kræver hele tiden mere og mere vækst. Vi vil hele tiden have en højere levestandard, vi vil have mere luksus og flere forbrugsgoder. Vi har gjort verden til en forretning, hvor det handler om hele tiden at være på jagt efter at tjene flere og flere penge. Vi overforbruger jordens ressourcer, vi forurener jord, vand og luft, og hele Guds skaberværk, og vi tjener en gennemsnitsløn, alt sammen ti eller hundrede gange mere end den øvrige del af verden. Det er dybt uretfærdigt, at størstedelen af verdens rigdom er samlet her hos os i vores del af verden samtidig med, at børn og voksne i andre dele af verden lever under nedværdigende forhold og dør af sult. Og det er dybt betænkeligt, at vi ikke kan finde ud af at stoppe med at misbruge og overforbruge jordens ressourcer. Og det værste af det hele er, at bag dette misbrug ligger et menneskesyn, som er råt og brutalt og fuldstændig ligeglad med det andet menneskes lidelser og nedværdigelser. Der er brug for dybtgående ændringer.

Når dåben tages alvorligt

Verden venter ikke på mennesker, der bare er døbte. Den venter på mennesker, der tager deres dåb og konfirmation alvorligt og gør det, som Gud har kaldet os til i dåben. Ja, for det er det, det betyder – at vi i dåben er kaldet til at være jordens salt og verdens lys. Det vil sige, at det er konfirmandernes opgave at arbejde for at frigøre alt det der er ufrit; at helbrede misbrug og alt det syge i samfundet; at overvinde kommunikationsvanskeligheder imellem mennesker; at uskadeliggøre forurening og gift; at menneskeliggøre nedværdigende og uretfærdige forhold. Den slags salt og lys venter verden på, og det opstår der hvor dåben tages alvorligt. Det er i den forstand, at konfirmanderne og alle vi andre kristne har pligt til at være anderledes.

Dåbens befaling

Måske er der nogen, der kan huske, hvad Kristus siger i dåbsbefalingen? Han siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

De ord, der her siges til os, betyder noget i retning af: hvis dåben og konfirmationen ikke skal blive en tom og mekanisk ceremoni uden betydning, skal vi øve os i at være mennesker på en måde, hvor vi gør en forskel ved at være jordens salt og verdens lys – altså gør alt det, som Kristus har befalet os at holde i dåbsbefalingen. Og det gør vi ved at være anderledes. Anderledes på den måde hvor vi ikke konstant higer efter det samme som verden: mere vækst, mere rigdom, flere forbrugsgoder og i denne higen bliver vi lige som verden ligeglade med vores medmennesker, hvis bare vi selv har det godt. For alt det er til syvende og sidst kun tomhed. Vi bliver hverken lykkeligere eller til bedre mennesker af at ophobe mere og mere rigdom og forbrugsgoder og så i øvrigt være ligeglad med, om andre mennesker lider under mangel på kærlighed, venskab, mad, et sted at være.

Det betyder noget

Når alt dette er sagt, må vi svare alle dem der siger, at det ikke betyder noget om du tror på det ene eller det andet; det betyder ikke noget, om man er døbt eller ej. Det betyder heller ikke noget, om man går i kirke eller ej. Til det må vi svare: Det passer jo ikke! Tvært imod betyder det det hele, om man er kristen eller ej. Og det betyder det hele, om man tror og tager sin dåb alvorligt. Vi skal ikke være lunkne, neutrale, formløse mennesker. Vi skal holde vores tro ved lige. Derfor er det nødvendigt at gå i kirke.

Et godt sted at stå

Enhver kristen har fået at vide, at de skal være jordens salt og verdens lys. Det er nu konfirmandernes tur til at finde ud af, hvordan de vil være det.

Under konfirmationshandlingen kalder jeg de unge op til alteret og spørger, om de vil konfirmeres i den kristne tro. Når de svarer ja til det, giver de Gud og hinanden håndslag på at være Guds børn i verden. De giver håndslag på at være jordens salt og på at være verdens lys. Det er da et håndslag, der er værd at tænke over, for så er det ikke længere muligt at være neutral og formløs. Så står man et ganske bestemt sted i sit liv - nemlig på Vorherres mark, som, når det kommer til stykket, ikke er så tosset et sted at stå.

Merry Lisbeth Rasmussen