Helligånden og ånden i glasset

Måske kan I huske dengang ”ånden i glasset” blev sendt i fjernsynet? Ånden i glasseter en leg med okkulte kræfter, hvor det handler om at påkalde de døde for at få besvaret spørgsmål.
De døde kunne give sig tilkende og svare ved at skubbe glasset ind over en række bogstaver på et bræt, således at man staver sig gennem svaret. Udsendelsen var et stort hit og vakte med god grund megen debat.

Engle og dæmoner
Nogle rystede på hovedet med himmelvendte øjne over den megen snak, for de tænkte ved sig selv, at der ikke findes mere mellem himmel og jord, end hvad det blotte øje kan se. Derfor er der ingen grund til at være bange. Andre var bekymrede, fordi de bestemt mener, at der er mere mellem himmel og jord. Der er Gud, og så er der hære af engle og dæmoner, som hver især repræsenterer det gode og det onde. Tænk bare på historien om den magtfulde ærkeengel Lucifer som blev udstødt af himlen på grund af hovmod og styrtede til jorden og blev til Satan. Det var en anden magtfuld ærkeengel – nemlig Michael, der besejrede Lucifer og udstødte ham fra den himmelske sfære. Ifølge det troende menneske er der altså mere mellem himmel og jord, og det, der er, er ikke kun af det gode. Det okkulte er derfor ikke til at spøge med.

Længslen efter kontakt
Det er ikke spor ualmindeligt, at de efterladte får kontakt med den, de netop har mistet. Det er ikke nødvendigvis fordi, de opsøger afdøde. Afdøde tager kontakt af sig selv. Nogle oplever, at afdøde kommer for at sige farvel med et sidste kys og et sidste kærtegn. Andre oplever, at afdøde kommer som en hvirvlende ånd og tager afsked. Andre igen beretter om samtaler med afdøde, om dette at kunne mærke afdødes nærvær og om at drømme om afdøde. Denne kontakt kan være kortvarig, og den kan fortsætte livet ud for den efterladte. Der er også mennesker, som aldrig oplever at blive kontaktet af afdøde. Det ene er ikke finere end det andet, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det, jeg vil sige, er, at det kun er naturligt, at den åndelige verden er. Ligesom det er naturligt for mange mennesker at have kontakt med deres døde.

Helligånden
Dog er det ikke nødvendigvis naturligt at have kontakt til udefinerede okkulte kræfter. Er der da grund til at være bange? Nej, det er der ikke. Gode og onde kræfter er aktive i verden, men – af alle kræfter i verden – er Gud Helligånd den stærkeste. I kirken tror vi på den treenige Gud - Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd - som altid har været og altid vil være fra evighed til evighed. Første gang, vi hørte om Guds Ånd, var ved skabelsens morgen, da Guds Ånd svævede over vandene. Pinsedag hører vi om Guds Ånd igen. Her fejrer vi Helligåndens komme til verden. Den er her endnu og arbejder på at formidle Guds Ord og skabe tro i menneskers hjerter. Derfor kaldes Helligånden også for Talsmanden – altså Guds Talsmand til mennesker. Den er til stede, når vi fejrer gudstjeneste: Når Guds Ord forkyndes, når vi døber vore børn, som bliver døbt med vand og med Helligånd og under nadveren. Det er Helligånden, der åbner vore hjerter for Guds Ord, og det er Helligånden, der får livslyset til at skinne i al sin glans i pinsemorgens solopgang.

Det hører til den kristne tankegang, at den, som har fået indgydt Guds Helligånd i sit hjerte, behøver ikke at frygte alverdens okkulte ånder og dæmoner. Men derfor er der jo ingen grund til at lege med ilden. God Pinse.

Merry Lisbeth Rasmussen