Børn har ret til at have en religion!

Mennesket er et mytologisk og religiøst væsen

Blot fordi vi ikke kan begribe det guddommelige, er det ikke ensbetydende med, at Gud ikke er til. Gud er altid større, noget mere og andet end vi nogensinde kan forestille os. Det samme gør sig i en vis forstand gældende for mennesket. Mennesket er altid mere end det, vi kan se med det blotte øje. Mennesket fødes som et mytologisk og religiøst væsen, som kan sanse, erfare og participere dvs. tage del i en religiøs virkelighed, hvor igennem det guddommelige meddeler sig til os, hvis vi ellers har øjne at se med og ører at høre med.

Barnet

Barnet har absolut særstatus i kristendommen. Tænk på Jesu ord til disciplene: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Vi andre må spørge, hvad der er så specielt ved det lille barn, siden Jesus fremhæver det som noget vi kan lære af? Der findes flere svar på det spørgsmål. Et af dem kunne vedrøre barnets særlige evne til at bevæge sig frit og ubesværet i den mytologiske og religiøse virkelighed med tro og tillid.

Jeg husker en hændelse, da min datter var 5 år. Jeg sad i en krog i stuen, da hun gjorde sin entré fra haven til stuen, hvor jeg sad. Med sine store, runde og brune øjne kom hun nynnende ind ad døren.

- Hej! sagde Veronica og smilede.

- Jeg har gæster med.

- Nåh, har du det? spurgte jeg og fortsatte.

- Hvem er det?

- Det er Gud og vinden! svarede hun og fortsatte nynnende direkte ud på toilettet.

Da hun kom ud fra toilettet igen, gik hun hen til døren, åbnede døren ud til haven og lukkede den igen uden at gå ud og sagde:

- Så! Nu er mine gæster gået igen.

For hende var det meget naturligt og åbenlyst, at Gud og vinden af og til gør os selskab, og at man kan kommunikere med dem. Den fysiske virkelighed, som kan måles og vejes, kan vi alle til en vis grad erkende, forstå og tage del i, men den mytologiske og religiøse virkelighed kan barnet i særdeleshed tage del i som en naturlig ting.

Tab
For de fleste af os går det dog sådan, når vi forlader barndommen, at vi mister evnen til at forstå, sanse og participere i den mytologiske og religiøse virkelighed. Tabssituationen opstår dels, fordi den religiøse kommunikationsevne bliver undertrykt og dels, fordi den ikke bliver holdt ved lige. Vi kender til tabssituationen på andre områder i livet. Hvis vi f.eks. ikke bruger evnen til at elske, digte og rime, kan vi pludseligt erfare os selv som kærlighedsløse, stumme og uforstående overfor det poetiske. Kort og godt - evnen til sanselig kærlighed og poesi er afgået ved en langsom, men sikker død.

Undertrykkelsen af den religiøse og mytologiske kommunikationsevne har at gøre med det moderne menneskes rationalitet. Vi er opdraget til kun at tænke fornuftigt og rationelt og til kun at anerkende den del af virkeligheden, der kan måles og vejes. Suk, hvor kedsommeligt, areligiøst og upoetisk!!!

Tilbage står et amputeret voksent menneske, der kun kan sanse, erfare og kommunikere 25 % af den virkelighed der omgiver os. For som jeg sagde oven for, så er virkeligheden, det guddommelige og mennesket andet og meget mere end det der kan måles og vejes. Det forstår barnet fuldt ud. Derfor er barnet noget særligt – ja nærmest helligt. For i barnet kommer vi så tæt, som det er muligt, på livet selv i hele sin fylde.

Mit barn skal ikke indoktrineres
Som barnet vokser til, møder det et utal af voksne i skolen, i hjemmet og i store dele af samfundet, som ikke anerkender dets medfødte religiøsitet. Som vi voksne selv er blevet amputeret på vore kommunikationsevner, skal barnet også blive det, synes vi. Ja rundt om i landet vil nogle voksne personligt sørge for, at barnet ikke bliver indoktrineret af kirken og al dens vrøvlede tale om Gud og vinden (læs Helligånden), der af og til gør os selskab. Der i mod gør det ikke noget, at den amputerede voksne indoktrinerer barnet med sit eget tab og vrøvlede og fattige tale om at Gud og vinden skulle være død, for dem har vi da ikke hørt noget om i kemi.

Hvor er det på nogle måder fattigt, at vokse op i en kultur der ikke værdsætter barnet som det er i hele sit væsen – almindeligt og hverdagsagtigt som os andre, men også helligt, religiøst, mytologisk. Det er derfor, at Jesus et sted i Det Ny Testamente siger noget i denne retning: ”Ve den som bringer et barn til fald.” Og: ”Den som ikke bliver som et lille barn, kommer slet ikke ind i Guds rige.”

Generobring
Barnet har ret til en religion, uanset hvad den voksne tror eller ikke tror af den ene årsag, at det fra naturens side er født som et mytologisk og religiøst væsen. Skulle det ske - hvad det ofte gør - at barnet mister evnen til at sanse og participere i hele virkeligheden, skal man ikke fortvivle. For selvom evnen er gået tabt, er det muligt - selv som voksen - at generobre den, ved ganske enkelt at begynde at bruge den igen. Det tager lang tid, og det er ikke let at opøve et sprog, der for længst er gået tabt. Lige som det heller ikke er let at begynde at elske og forstå poesi igen, hvis denne evne har ligget gemt og ustimuleret hen i mørke. Men det er ikke umuligt. Slet ikke. Og når det lykkes, vil man opdage, hvor rig på oplevelser og smuk virkeligheden er i hele sin fylde. Og det er det glædelige ved hele denne fortælling.

Merry Lisbeth Rasmussen