02/07/2024 0 Kommentarer
Sengeløse Nyt 09/10 - Advent, en ny begyndelse
Sengeløse Nyt 09/10 - Advent, en ny begyndelse
# Kirkesiden i Sengeløse Nyt
Sengeløse Nyt 09/10 - Advent, en ny begyndelse
Advent
En ny begyndelse
Endnu et kirkeår er gået i Sengeløse, og et nyt begynder med første søndag i advent, som er kirkens nytår. 40 mennesker er i løbet af et år afgået ved døden. Af dem er 16 blevet begravet i deres hjemsogn, hvor de boede, inden de kom på Sengeløse Plejehjem. De resterende 24 er blevet begravet i Sengeløse, fordi de til deres død var bosiddende i byen. Tilbage sidder de pårørende i sorg med en dødsattest i hånden.
Det kan være svært at se, hvordan livet skal gå videre for den, der lige har mistet. Det kan også være svært at gå juletiden i møde, når hjertet hænger i laser. Hvad skal man gøre med alle de forventningsfulde smil, som hører adventstiden til, når man selv ikke har flere tilbage, men i stedet sidder fast i sorg over det der er sket.
Man kan ikke gøre så meget andet end at være til i den tid, som er ens egen. For den sørgende er det tid til at græde, og tid til at holde klage, som der står i Prædikerens Bog kap. 3. Prædikeren skriver videre: Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med:Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Det er så sandt, som det er sagt: Det kan være svært at forstå, hvorfor skæbnen former sig som den gør med tab og sorg. Tilbage er håbet om, at verdens gang, som Gud har lagt menneskene på sinde, i sidste ende er god trods alt det der tynger.
Der kommer nye begyndelser, som hindrer livet i at stivne og gå til i sorg og bekymring. Første søndag i advent synger vi nytåret ind til en ny begyndelse for livet i Sengeløse. Det gamle, der hører det forgangne år til, er stadig en del af os. Vi bærer det med os ind i det nye år, men der er tilføjet noget nyt: Den håbefulde forventning om den dag hvor Gud tager magten i verden og giver såvel de døde som de levende en ny begyndelse i evigheden. Om den dag siger Gud i Åbenbaringen: Se, jeg gør alting nyt. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Jeg vil tørre hver tåre af jeres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Kun evigt liv og Guds nærhed og kærlige omsorg skal være.
Med ønsket om en glædelig advent!
Merry Lisbeth Rasmussen
Kommentarer