Julehilsen

Ca. 500 år før Kristi fødsel var der en profet ved navn Esajas, som gik omkring i det gamle Israel og profeterede Kristi komme. Det lød sådan her: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid.

Det folk der vandrer i mørket, er det folk der vandrer på ethvert sted på kloden til alle tider, og som lever i en verden, som er præget af uretfærdighed og korruption. I det folk er der mennesker, der profiterer af uretfærdigheden og korruptionen. Det er dem, som pålægger medmennesket tunge byrder, svinger slavefogedens kæp og kommer trampende med tunge støvler uden nænsomhed og empati, når bare det er til egen fordel. Der er også mennesker, der lider under uretfærdighed og korruption. Det er dem, der bærer på tunge byrder og bliver trampet ned, fordi ingen regner dem for noget.

Fælles for de fleste er, at de den ene dag tramper og den næste bliver trampet ned. For muligheden for at aktualisere uretfærdighed og korruption er i os alle. Fælles for dem alle er også, at de bebor den samme verden og vandrer i det samme mørke. Sådan var verdens mennesker, da Esajas profeterede denne profeti, og sådan er verdens mennesker i dag. Så gik tiden, og noget måtte ske, så den uretfærdighed, der hærger verden, kan brydes, brændes og fortæres af ild, som Esajas udtrykker det.

Intet menneske med fornuften i behold vil vel påstå at have magt og evner til at bryde uretfærdighedens lænker - som binder mennesker - og opfylde menneskers længsel efter en verden med fred og retfærdighed. Nej vel? Det ligger ikke i mennesker hænder, men i Guds.

Så besluttede Gud at lade sig føde i en stald i Betlehem. Det er om ham Esajas siger: For et barn er født os, en søn er givet os…Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste, og ved hans retfærdighed skal slavefogedens kæp brækkes og Guds fredsrige med ret og retfærdighed tage sin begyndelse i verden. Hvor stort og udbredt det bliver nu og her, kommer an på hvor ihærdige vi er efter at være borgere i fredsriget og bære Guds retfærdighed ud i hverdagen blandt mennesker, hvor uretfærdigheden er. Jo mere lyset skinner, des mere lyser det op. Det ved vi godt. Men uanset hvor lunkne og grå vi end måtte være, fortæller julens glade og håbefulde budskab os, at Guds fredsrige en dag vil komme til sin fulde udbredelse. Den dag skal jubelen være stærk og glæden stor, som Esajas profeterer, for det er den dag, hvor der ikke længere er uretfærdighed og korruption blandt mennesker.

Men vi behøver ikke at vente til den dag. Vi kan begynde nu med at bære ret og retfærdighed frem og brække slavefogedens kæp og tage sålen ud af de støvler der tramper, og således give anledning til smil og en glædelig jul.

Merry Lisbeth Rasmussen