Der er en mening med det

Alle helgens dag skal vi holde mindegudstjeneste for dem, vi har mistet. Vi bliver mindet om, at mennesket er sårbart, fordi døden er vor lod, vi bærer den i vore kroppe, og den gnaver i vor tro og skiller os fra vore kære. Sådan er det også at være menneske. Vi kan ikke lukke øjnene for det. Vi kan ikke glemme det, fortrænge det eller nægte at se den virkelig i øjnene der konfronterer os med vor egen endelighed - i hvert fald ikke hele livet igennem. Vi kan heller ikke fortrænge eller nægte, at vi ikke er fuldkomne og derfor fejler.

Forældeerfaring

Som vor kendte filosof og teolog, Søren Kierkegaard, engang har sagt: Livet leves forlæns og forstås baglæns. Heraf kommer gråden og fortrydelsens smerte, ethvert menneske må lide. Der er sikkert meget, vi ville have gjort anderledes, hvis vi kunne forstå livet forlæns og ikke først i bagklogskabens lys. Hvilken forælder har ikke gjort sig den erfaring, så snart navlestrengen blev kappet over, at der med børn følger glæder og sorger, men sandelig også tyngende ansvar og skyld. Forstået baglæns er der sikkert meget, vi gerne ville have gjort anderledes, så børnene måske havde fået et mere velsignet liv, et bedre liv hvad angår det at være forbundet med et andet menneske i kærlighed, hvad angår venskaber, uddannelse, arbejde eller blot det i det hele taget at være i stand til at knytte an til livet.

I nærmiljøet
I vores nærmiljø bliver vi indviet i menneskers liv. Både når livet skinner og er en velsignelse for det enkelte menneske, når det fyldes af gråd og fortrydelsens smerte, og når det sidder i mørke og dødens skygge. Vi ser forældre, der lider under at miste et barn til stofmisbrug, alkoholmisbrug, selvmordsforsøg, sygdom, iskold egoisme eller død i en al for ung alder. Vi ser mennesker - børn og voksne - som har mistet sine kære: et barn, en forælder, en søskende. Et menneske som betød alt for dem, og som ved sin død lod dem akkurat så sårbare tilbage i livet, som var huden skrællet af, som Job udtrykker det i Jobs Bog i Det gamle Testamente. I de situationer føler vi, at døden er vor lod, at vi bærer den i vore kroppe, og den gnaver i vor tro og skiller os fra vore kære.

En mening med tabet
I de allermest rystende livs- og dødsstunder i menneskers liv, hvor mennesker oplever, at livet har trængt dem op i en krog, klædt dem af, skrællet huden af dem, ja hvor de oplever, at de er fuldstændig magtesløse, reagerer mange med at sige: Der er en mening med det! Der er en mening med, at jeg skulle miste min søn, min søskende eller min ægtefælde. Der er en mening med, at det skulle gå så galt, at jeg mistede min førlighed, mit hus eller mit arbejde. Eller der er en mening med, at livets mørke tråde har spundet mig ind i et dystert og fortvivlet fængsel af smerte, jeg ikke kan komme fri af ved egen kraft og vilje. Den livsfølelse fylder mange mennesker, som virkelig ved, hvad det betyder at være sårbare. De er overbeviste om, at der er en mening med de smerteligste lidelser, som de bare ikke har adgang til at se eller forstå, men som indtil videre er skjult i Mesterens kyndige hånd.

Forløsning
Tilliden, til at magten over livet og døden i sidste ende er Guds, lever i mange mennesker. Det er Gud, som har nøglen og kan låse døren op til det fængsel, vi er spundet ind i af livets mørke tråde, så livet kan få en chance til, og en til og en til, og så mange det nu skulle være. Det er Gud, der i sidste ende kan forløse os fra alt det, vi ikke selv kan komme fri af: alt det der gik galt med smerten til følge, og døden som er personlighedens totale destruktion. Det er den kristne tro, at mennesket skal opstå til evigt liv med Gud, som har åbenbaret sig i Kristus. Men indtil den dag kommer, må vi leve i uvished om, hvad meningen med menneskets lidelse er og nøjes med at tro, at der ER en mening, som først vil blive åbenbaret for mennesket på den anden side af døden.

Merry Lisbeth Rasmussen