Juleevangelium

Det er oppe i tiden at skrive sin egen historie og tilrettelægge sit eget liv i små pæne og derfor også lidt kedsommelige kapitler, i hvilke det største episke drama handler om, hvor vi skal investere pensionen, så den giver det størst mulige afkast. Men de uforglemmelige historier er dem, hvor vores eget liv med dets afbrudte og uudviklede former bliver fortalt ind i en større sammenhæng, et episk drama, hvor vi hverken er herrer over vores egen begyndelse eller vores egen afslutning og til dels heller ikke alt det midt imellem. Og det ER jo sådan det forholder sig. Vi ved det bare ikke. Eller også vil vi ikke tro det. Men i virkeligheden kontrollerer vi hverken det første eller det sidste i den bevægelse, der fører os fra fødsel til død og videre frem til opstandelsen i det evige liv. Det eneste vi kan gøre er at lade os føre, følge med i tro, håb og kærlighed og få tilført de livgivende strømme af Gud, som får os til at stræbe mod vores ideale og fuldkomne skikkelse og sande væsensbestemmelse. Drømmen og visionen om en ny begyndelse uden kedsommelige fortællinger, uden sygdom og død, uden smerte og alt det uforløste, får næring i julen af det lille barn i krybben, som lyser op og forløser og viser vejen frem til frihed fra at være os selv nok i små pæne kapitler og til fuldkommen udfoldelse. Igen og igen fortælles vi ind i denne storslåede fortælling og nu også i denne jul, hvor juleevangeliet har lydt. Og gudskelov og tak for det. Glædelig jul!

Merry Lisbeth Rasmussen