Debat om Folkekirkens styre

Folkekirke og folkeskole – to betydelige institutioner i det danske samfund - er til debat, og der kommer uden tvivl til at ske store ændringer på begge fronter.

Rids af folkekirkens styreform historisk set

Folkekirkens styreform er et levn dels fra reformationen i 1500 tallet og dels fra grundloven i 1800 tallet. Med reformationen i Danmark i 1536 blev den evangelisk-lutherske kirke indført med et nært forhold til staten og med kongen som overhoved.

Med Grundloven af 5. juni 1849 underskrevet af Kong Frederik 7. blev der ikke ændret på det forhold. Tvært imod nævnes stat-kirke forholdet eksplicit i Grundlovens § 3, hvor der står som følger: Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. På det tidspunkt fandt man det naturligt, at som danskerne havde fået en folkestat ledet af et folketing, skulle danskerne også have en folkekirke ledet af et folkekirketing. Så langt så godt. Problematisk uenighed herskede ikke i forbindelse med stat- kirke forholdet, men snarere og i høj grad i forbindelse med 1800 tallets forfatningsdebat. Kirken skulle have en forfatning, men hvem skulle bestemme hvad og hvorfor? Det teologiske fakultet samt et flertal af gejstlige og politikere pressede på for at få en forfatning. Det gjorde Kultusminister D. C. Monrad også i sit cirkulære af 9. maj 1848. Problemet var bare, at folket ikke råbte op om nogen kirkeforfatning. Skulle kirken være folkekirke, måtte der dog lyttes til folket, som jo repræsenterede flertallet. Men folket var tavst, hvilket blev et afgørende argument mod en ordning af kirkens forhold, og det er det endnu den dag i dag.

I sidste halvdel af 1800 tallet var der dog flere grupperinger der offentligt tilkendegav deres modstand af en kirkeforfatning. Der var de konservative, der ikke havde tiltro til den almindelige valgret; de nationalliberale, der ikke ville have nogen ved siden af rigsdagen; bondevennerne, der nærede ønske om at styre gejstligheden via folketinget; grundtvigianerne, der frygtede en ny ufri tilstand; de højkirkelige, bisperne, halvdelen af provsterne og et flertal af præsterne, som mente, at tiden hverken var moden til ændringer eller demokratiseringer på kirkens område.

Hvor man i 1800 tallet forsøgte at få en kirkeforfatning igennem fra oven, kom forsøget i 1900 tallet fra neden repræsenteret ved menighedsrådene. Venstrepolitikeren I. C. Christensen slog også et slag for en ny forfatning, men han og menighedsrådene kom til at stå temmelig isoleret overfor fremtrædende modstandere indenfor de kirkelige retninger, som var bekymrede. Her skal nævnes nogle få: Grundtvigianerne var bekymrede for tålsomheden og friheden. Indre mission var bekymrede for hver mands magt over menigheden, og de højkirkelige, bisperne og præsteforeningen var bekymrede for præstevalget, hvor menighedsrådene nu skulle vælge præsterne. Summa summarum på den lange forfatningsdebat med divergerende holdninger var og er, at folkekirken aldrig har fået en forfatning.

Folkekirkens styreform i dag

På den ene side er folkekirken et trossamfund indenfor rammerne af en evangelisk-luthersk folkekirke med det trosgrundlag som gør sig gældende der. På den anden side er den en folkekirke, der er navngivet, reguleret og forvaltet af staten og dvs. folketing og kirkeministerium. Staten tager sig af de ydre rammer på almindelige lovgivnings- og forvaltningsmæssige principper og med respekt for kirkens trosgrundlag, som hører til kirkens indre anliggender. Dem tager kirken sig selv af. Dvs. biskopper, provster, præster.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. er i dag – som Kong Frederik 7. var det i 1800 tallet -folkekirkens overhoved på samme måde, som hun er overhoved for folketinget – dvs. uden magt til at træffe beslutninger. I stedet underskriver hun de love, som er vedtaget i folketinget, autoriserer bibler og salmebøger og repræsenterer såvel folkekirke som folketing. Det hedder sig, at folketinget træffer beslutning om kirkens ydre anliggender, og på de beslutninger skal kirkeministeren agere. Biskopper, provster og præster træffer derimod afgørelser om kirkens indre anliggender – dvs. det der hører trosgrundlaget til. Når jeg skriver "det hedder sig", er det fordi, grænserne imellem ydre og indre anliggender ikke altid er tydelige.

Folkekirkens styreform i fremtiden

Den manglende forfatning for folkekirkens styreform spøger stadig. I september 2012 nedsatte regeringen med opbakning fra alle partier et kirkeudvalg, som skal udarbejde forslag til høring om folkekirkens fremtidige styreform. Indtil videre er 3 forslag fremkommet, og de alle er tænkt indenfor rammerne af det kirke-stat forhold vi kender nu.

Model 1 indebærer:

· at den praksis, som er udviklet omkring regulering af indre anliggender, bliver lovfæstet. Der fastsættes i lov bestemmelser om, at ministeren har pligt til at forhandle med biskopperne, før ministeren tager initiativ til regulering af indre anliggender, samt at biskopperne får mulighed for at opfordre ministeren til at tage et initiativ.

· at der i lov fastsættes regler om de procedurer, der kan føre frem til ændringer i indre anliggender, herunder at såvel bispekollegiet som ministeren kan eller skal nedsætte bredt sammensatte udvalg til at forberede ændringer.

· at der i lov fastsættes regler om høringer, før ministeren beslutter, om forslag til nye regler skal indstilles til kgl. resolution eller kgl. anordning.

Model 2 indebærer:

· at det ved lov fastsættes, at der etableres et kirkeråd, der består af medlemmer, som vælges af de forskellige folkekirkelige grupperinger, der er afbildet i oversigten, samt sagkyndige medlemmer, der udpeges af ministeren. Kirkerådet afgiver indstilling til ministeren, som beslutter, om forslag til nye regler vedrørende indre anliggender skal indstilles til kgl. resolution eller kgl. anordning.

· at der ved lov fastsættes et samspil mellem kirkerådet og bispekollegiet, så biskopperne får formel indflydelse i sammenhæng med deres læremæssige tilsyn.

· at kirkerådet i model 2 alene skal beskæftige sig med de indre anliggender, der reguleres ved kgl. resolution eller kgl. anordning (det vil sige: gudstjenesteordning, ritualer, dåb og konfirmation samt salmebog og bibeloversættelse).

Model 3 indebærer ud over ovennævnte:

· at kirkerådet desuden inddrages i folkekirkelige kerneanliggender, der reguleres ved lovgivning (det vil bl.a. sige gejstlig retspleje, præsteuddannelse og tilladelse til at søge præstestilling)

Model 1 er stort set en status quo løsning. Det nye er, at kirkeministeren må afgive en smule magt til biskopperne, idet ministeren nu har pligt til at forhandle med biskopperne, ligesom biskopperne får mulighed for at opfordre ministeren til at tage initiativ. Dog har ministeren ikke pligt til at følge biskoppernes opfordring.

De mest iøjnefaldende forslag er model 2 og 3, som begge foreslår et kirkeråd, men med forskellige magtbeføjelser. I model 2 foreslås det, at kirkerådet har indstillingsret til nye regler til kirkeministeren. I denne model skal kirkerådet alene beskæftige sig med indre anliggender, som er defineret i parentesen ovenfor. I model 3 tages endnu et skridt i retning af en selvbestemmende folkekirke. Her er det ikke alene de indre anliggender, men også de ydre, der reguleres ved lov.

Selv om de 3 modeller er tænkt indenfor stat-kirke forholdet, er der ingen tvivl om, at det store spørgsmål nu og i fremtiden vil handle om, hvor vidt forholdet imellem stat og kirke skal bestå, eller om en adskillelse skal finde sted. Der er argumenter for og imod, som jeg ikke skal komme ind på her. Men sikkert er det, at hvis kirken skal have en forfatning, så kræver det en grundlovsændring, og en sådan finder ikke bare sted.

For at ændre grundloven skal der være en stor politisk opbakning, og der skal være en stor folkelig interesse. 40 % eller mere skal stemme for lovforslaget, hvis det skal vedtages. Skal det mon lykkes vor tid at få den forfatning, som ikke kunne vedtages i de foregående århundreder? Det vil tiden vise.

Merry Lisbeth Rasmussen