02/07/2024 0 Kommentarer
Sengeløse Nyt 2/16 - Himmelske Dage i København
Sengeløse Nyt 2/16 - Himmelske Dage i København
# Kirkesiden i Sengeløse Nyt
Sengeløse Nyt 2/16 - Himmelske Dage i København
Himmelske Dage 5. – 8. maj 2016
Kunne du tænke dig at ligge i en himmelseng i det indre København, at komme til en gudstjeneste med nyskrevne tekster og nykomponeret musik, at tage dit barn eller barnebarn med til babysalmesang eller høre en nonne fortælle om klosterlivet eller noget helt femte, så kom til København i Kristi Himmelfartsferien fra den 5. til den 8. maj i år. København vil summe af liv, når den store kirkelige festival ”Himmelske Dage”, løber af stablen.
Himmelske Dage er en fast tilbagevendende dansk kirkebegivenhed, som af nogen sikkert vil være kendt som Danske Kirkedage. Det holdes hvert tredje år og hver gang i en ny by. Her i 2016 er festivallen henlagt til hovedstaden, og her har man valgt, at give arrangementet navnet ”Himmelske Dage”. Det er festivalens ambition at udforske og debattere, hvilken rolle tro, kirke, kristendom og religion spiller og spiller i fremtidens samfunds- og kulturliv, såvel som for den enkelte borger.
Festivalen er et overflødighedshorn af aktiviteter, der alle foregår i Indre By i København, som udgøres af den gamle middelalderby. Nytorv er centrum for de store fællesarrangementer og koncerter med både kendte og nye navne. Men der vil samtidig være masser af arrangementer at gå på opdagelse i, rundt i byens kirker, forsamlingslokaler og kulturinstitutioner, ligesom organisationer, foreninger, kirker og mange andre vil byde på debat, samtalesaloner, events, workshops og musik i telte rundt omkring på byens pladser. Man kan kalde festivalen en slags kirkernes folkemøde. Der vil være oplevelser for alle sanser, for alle aldersgrupper og for alle nysgerrige sjæle. Fra tidlig morgen til sen aften.
Du kan læse mere om Himmelske Dage på www.facebook.dk/himmelskedage og på www.himmelskedage.dk, hvor det endelige program vil blive offentliggjort primo marts.
Kommentarer