Der er mange misforståelser omkring, hvad tro er. Der er også mange misforståelser omkring viden. Men det skal det ikke handle om her. Nogle mennesker har det med at sige, at de ikke tror på noget, hvad de så end mener med det. Men det kan ikke lade sig gøre at leve uden den ene eller den anden form for tro. Alle mennesker tror på noget, for når det kommer til stykket, ved vi mennesker meget lidt. Vi er derfor nødt til at tro. Troen er en del af livet. Vi tror på kærligheden og på venskabet. Vi tror også på, at der skal være en vis form for retfærdighed, og vi tror, at solen står op i dag og i morgen, for det gjorde den jo i går. Vi tror, når vi står op om morgenen, at det nok skal blive en god dag i dag. Hvis vi bliver syge eller deprimerede, tror vi, at livet kan blive godt igen. Nogen tror på penge, på magt, status og berømmelse. Nogen tror på Gud og det evige liv. Mange tror på begge dele.  Men det korte af det lange er, at alle mennesker tror. Det kan ikke lade sig gøre at leve et liv uden tro. Tro er derfor ikke forbeholdt religiøse mennesker. Et sted i Bibelen siger apostlene til Jesus:  Herre, giv os en større tro. Og Jesus bliver en smule irriteret, for tro er ikke noget man har, ligesom man f.eks. har en bankkonto der kan stå i minus eller i plus. Man HAR ikke en tro, ligesom man heller ikke HAR kærligheden. Troen er heller ikke en præstation. Når nogen derfor siger: Jeg tror ikke på den måde, så må man spørge: På hvilken måde? Som om troen er at tro på en bestemt måde, en slags facitliste, og hvis man ikke tror på den måde, så tror man slet ikke. Eller, som nogen kan finde på at sige: Så meget tror jeg heller ikke: Hvor meget? Må man så spørge - som om troen kan måles og vejes.

At VÆRE tro

Alle disse misforståelser omkring troen afviser Jesus, da apostlene beder om at få en større tro. Han fortæller dem i stedet en historie om at VÆRE tro. Så er tro ikke noget man har, men noget man er. Og Jesus bruger billedet af en tjener, der gør hvad han skal gøre – ikke for at få ros og belønning, men fordi han er tro overfor det han er. Han gør det han er. Hvorfor bruger han billedet af en tjener, kunne vi spørge? Fordi en tjener er sat i verden for at tjene medmennesket, gøre livet så godt som muligt for det andet menneske. Det skal det kristne menneske også gøre i kald og stand, som vores reformator Martin Luther engang sagde det. Det vil sige, at vi, i det hverdagsliv vi lever, skal være parate til at tjene vores medmenneske med gode gerninger. Skolelæreren skal tjene eleven med den bedste undervisning, og elevens opgave er at være så god en elev som muligt. Politimanden skal tjene borgeren og skærme ham imod det onde, og borgeren skal være så god en borger som muligt. Butiksekspedienten, buschaufføren, sosu-hjælperen osv. skal tjene de mennesker de møder i deres hverdag, og de mennesker de møder skal være gode mennesker. Ministrene inde på Christiansborg skal tjene folket i deres politiske karriere. Minister kommer nemlig af det latinske minister, som betyder tjener. Man kunne derfor oversætte statsminister med statstjener. Kirkeminister med kirketjener, skatteminister med skattetjener osv. Vi skal altså VÆRE tro ved at tjene hinanden med gode gerninger. I kristendommen er det indforstået, at vi skal være tro overfor Gud, og det er vi ved at tjene næsten med gode gerninger. Det er typisk kristendom. Gud, næsten og mig selv er en ubrydelig trekant. Den, som elsker Gud, må også elske næsten som sig selv.

På den måde – altså i kærlighed - er man tro overfor Gud ved at være tro overfor næsten som sig selv. Hvis vi i stedet udelukkende er tro overfor magt og rigdom, berømmelse og succes, og i alt, hvad vi gør, bestræber os på at opnå alt dette, og kun dette, ja så er vi ikke tro i kristen forstand, men snarere troløse. Det troløse menneske har sat Gud og næsten til side for at tjene sig selv og egne interesser. Det troende menneske, er tro i sin måde at være på, når det er tro overfor Gud og næsten og dermed også overfor sig selv. Trekanten Gud, næsten og sig selv er ubrydelig i kristendommen. Og det kræver ikke meget fantasi at forestille sig forskellen på at komme i en tro eller troløs sosu-hjælpers hænder som gammel og forsvarsløs. Eller forskellen på at være skoleelev hos en tro eller troløs skolelærer. Der er en verden til forskel, om vi i vores hverdagsliv er det ene eller det andet. Vælger vi at være tro i liv og gerning, kan vi være til velsignelse for andre mennesker. Vælger vi at være troløse i liv og gerning, kan vi modsat være til forbandelse for andre mennesker.

Troens fyrtårn

Jeg vil gerne fremhæve et menneske, som i sin måde at være tro i kald og stand har inspireret hele verden og været til velsignelse for mange.

Den 26. december døde den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Mpilo Tutu. Tutu var sort og levede under apartheidstyret i Sydafrika, hvor hvide mennesker undertrykte og mishandlede sorte mennesker. Tutu blev verdenskendt for sin ikke- voldelige modstand mod Apartheidstyret, som først faldt i 1994. Da styret faldt, kunne man forestille sig, at mange sorte kunne have lyst til at hævne sig på den hvide mand og deres bødler. Men Tutus kristne tro krævede af ham, at han var tro overfor Gud og næsten i sit kald. Han stod derfor i spidsen for den såkaldte sandhedskommission, som talte tilgivelse og forsoning imellem bødler og ofre. Vold skulle ikke besvares med vold, men med tilgivelse og forsoning. Tutu kunne have valgt at blive smigret over al den berømmelse og opmærksomhed verden gav ham. Han kunne have valgt at misbruge berømmelsen og opmærksomheden til fordel for sig selv. Men det gjorde han ikke. Hans kristne tro krævede af ham, at han var tro i sit kald overfor Gud og næsten ved at pege på forsoningens vej, som den eneste vej frem og ud af de dybe konflikter imellem den sorte og hvide mand i Sydafrika. Han var trofast og troværdig, en slags troens fyrtårn og derfor en stor inspiration for verden.

Troen er altså ikke noget man har, men noget man er. Det man har, kan man som bekendt miste, hvorimod det man er, kan man ikke miste. Man kan jo ikke fra det ene øjeblik til det andet holde op med at være den man er. Eller sagt på en anden måde: Hvis man som person er et troende, trofast og troværdigt menneske, kan man ikke pludselig holde op med at være det. Så er troen en fundamental byggesten i menneskets personlighed, der er afgørende for dette menneskes livssyn, verdenssyn og menneskesyn. Og fordi det troende menneske relaterer sig til Gud og det andet menneske, vil troen gennemlyse alt hvad det troende menneske gør, siger og tænker.

Troens vished

Man kan sige om troen, at den er en slags totaltydning af livet, en eksistentiel afklaring. Man taler om troens vished. Troens vished handler om alt det, vi ikke kan se. I troens vished fatter vi, at verden er skabt af Gud. I troens vished fatter vi, at livet er givet af Gud og derfor skal leves i modtagelse, ikke som vores egen opfindelse. Og i troens vished fatter vi, at vi skal leve og dø, men vi skal også opstå til evigt liv. I troens vished fatter vi, at Gud ER, at mennesket ikke kun er krop, men også sjæl og ånd, og at ånden i dødsøjeblikket vil frigøre sig og søge tilbage til sit ophav, som er Gud, som Grundtvig formulerer det. Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses, som der står et sted i Bibelen.

Troens mod og troens skjold

Indimellem hører man også mennesker tale om troen som en krykke, som den troende er nødt til at have, fordi den troende åbenbart ikke er stærk nok til at leve uden sin krykke. Det er jo en frygtelig arrogant udtalelse. For det første er der jo ikke noget galt i at have brug for en krykke, da livet ofte er sværere, end vi mennesker kan finde ud af.  For det andet kræver det mod at være et tro menneske, for troen fordrer ofte, at den troende går imod det onde, og det er aldrig ufarligt eller uden omkostninger. Tænk på Tutu og Mandela i Sydafrika, som gik imod apartheidstyret. Eller tænk på den elev i skolegården eller på internettet som tør at gå imod en storm af ondskab imod en anden elev. Det er aldrig uden omkostninger. Det kræver mod. Troens mod. Og når det mod skal vises, kan det gavne at iklæde sig troens skjold. For det kan troen nemlig også være. Et sted i Bibelen tales der om troens skjold som en Guds rustning man kan iklæde sig. Det kan være nødvendigt, når man skal stå imod og overvinde det onde og stadig bestå. Når to mennesker bliver viet i kirken, taler vi om, at de skal iklæde sig kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Det er et meget smukt billede. I Efeserbrevet i Det Nye Testamente tales der lige så smukt om, at vi skal iklæde os sandheden som bælte om lænden, retfærdigheden som brynje og som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal vi løfte troens skjold, hvormed vi kan slukke alle den Ondes brændende pile. Vi skal gribe frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Og alt det skal vi gøre under stadig bøn og anråb, for det er aldrig uden omkostninger at være et tro menneske. Hvordan vi skal være det, gives der ikke et facitsvar på. Vi må selv finde ud af det i det små og i det store i det hverdagsliv vi lever. For os alle gælder det, at nogle gange er vi tro, andre gange er vi troløse. Men det er altid vores opgave – ikke at være til forbandelse for næsten, men til velsignelse.

Merry Lisbeth Hammer Rasmussen