Byfesten i Sengeløse skulle i år have været afholdt Grundlovsdag den 5. juni. Da begge dele desværre er aflyst på grund af corona, må grundlovstalen erstattes af denne artikel.

Grundloven opstår

Behovet for en Grundlov opstår som følge af uro og en massiv folkelig utilfredshed med enevælden i hele Europa og her i Danmark i 1800 tallet. Magten lå i kongens hænder, hvilket befolkningen ville have ændret. I storbyer som Berlin, Wien og Paris resulterede utilfredsheden med revolutioner og en efterfølgende afskaffelse af monarkierne. Men her i Danmark forløb magtoverdragelsen fra konge til folk noget mere fredsommeligt. Den 5. juni 1849 underskrev kong Frederik 7. Danmarks Riges Grundlov, hvormed demokratiet blev indført. Tredelingen af kongens magt blev delt i tre myndigheder: Folketing, regering og domstole. I Grundlovens kapitel 1 & 4 står der tillige, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Den gode sameksistens mellem kirke og stat

Sameksistensen mellem kirke og samfund har været givtig og uproblematisk for begge parter. Der er ingen kamp imellem kirke og stat. Tvært imod hersker der enighed om vigtige emner som kønnenes ligestilling, demokrati, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed samt en næstekærlig samfundsopbygning, hvor den der har meget, må bidrage til den, der ikke har så meget – den såkaldte omfordelingspolitik. Den danske befolkning har altid bakket op om kirken med et højt medlemstal, som vækker opmærksomhed ude i verden. Hvor samfundet har taget sig af de verdslige rammer som at håndhæve lov og orden, har kirken taget sig af det åndelige, som at inspirere samfund og befolkning til at behandle sin næste som man selv vil behandles: Den såkaldt gyldne leveregel. Kristendommens kærlighedsbudskab har fundet rodfæste i befolkningen igennem århundreder, og det har inspireret til hospitaler, fattigforsorg og samaritanerne på f.eks. Roskilde Festival og andre steder. Kristendommens lange historie og det fine budskab har givet os alle sammen et rodnet af forankring. Som præst hører jeg ofte, at denne forankring faktisk betyder noget for de forældre, som kommer med deres kære små for at få dem døbt.  

De nye tendenser

De sidste 20 år har vi desværre set en tendens til en udsultning og underprioritering af kristendomskundskab. I 2006 bragte Kristeligt Dagblad en artikel om en ny undersøgelse, som forskningsenheden UNI-C har gennemført for Undervisningsministeriet. Det fremgår, at det er første gang, det i præcise tal er opgjort, hvordan undervisningen i faget varetages. Langt de fleste kristendomstimer varetages af lærere der ikke er linjefagsuddannede, og 7 ud af 10 skoler underviser mindre i kristendomskundskab, end Undervisningsministeriet anbefaler. Under 2 % af skolernes budget bruges på undervisningsmateriale til faget. I artiklen kaldes undersøgelsen for en guldgrube af triste oplysninger om, hvor lidt der gøres ud af faget. Og jeg tilslutter mig konklusionen. For hvis man tror, at det er godt for børnene i skole og samfund at blive frataget deres forankring i den kristne tro og religionens meget lange historie, dens tradition og tilstedeværelse i det danske samfund tager man fejl. Jeg kan godt forstå, at mange børn og unge har det skidt i dag. For når man får kappet sit rodnet opstår rodløshed, psykiske problemer, tristhed, ensomhed, sårbarhed og retningsløshed. De er opvokset med alene at blive vurderet på, hvad de ved, og hvad de kan. Ikke på hvad de er forankret i og tror på. Uvidenhed om egen historiske kontekst og egen kultur hvad angår kunst, sangskat, filosofi, litteratur samt åndløshed giver ikke lykkelige og afbalancerede børn og unge og heller ikke voksne for den sags skyld. Skolens og samfundets tendens til afkristning og smalle fokusering på viden og kunnen i fagene regning, matematik, dansk og andre videns-fag er sket på bekostning af det, der med en samlet betegnelse kaldes dannelse. Hvis hele ens identitet står og falder med, hvad man kan og ved, og hvad man derfor får i karakterer, er det ikke svært at forestille sig, hvad der sker med den unges selvbillede og de andres agtelse, hvis man nu ikke er bogligt anlagt. Og det er der jo mange danskere, som ikke er.

Regeringen nedlægger ministerielt kristendomsudvalg

Men ønsket om at opgradere kristendomskundskab i skole og samfund har mange steder været voksende de sidste år. Derfor besluttede den foregående regering at oprette et kristendomsudvalg, som skulle rådgive om kristendomskundskab. Men det har den nuværende regering, herunder undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil besluttet at nedlægge. Denne triste nyhed kan man læse om i Kristeligt Dagblad den 7. maj 2021. Det er virkelig en skam. Og hvad skulle den fornuftige begrundelse dog være for denne idiotiske beslutning? Det er et trist signal regeringen her sender ud i samfundet! For den fortsætter blot den ulykkelige tendens med at skære et gammelt rodnet af forankring over, som efterlader de unge med en alvorlig sårbarhed og identitetsproblemer. Den gode nyhed er, at udvalgets medlemmer har besluttet at gennemføre arbejdet, hvad enten børne- og undervisningsministeren er med eller ej, og uanset om regeringen bakker op med finansiering. For den har udvalget fundet et andet sted – nemlig hos Samfonden, som har til formål at støtte dannelse og grundlæggende værdier i det danske samfund. Betyder det mon noget for vores undervisningsminister, hvad der står i Grundlovens kapitel 1 & 4?