Vi har alle fulgt med i valget i USA og i angrebet på kongressen. Alle blev chokerede og overraskede, og vi spørger os selv, hvordan sådan noget kan ske i et så rodfæstet demokrati som USA? Vi forsøger at besvare spørgsmålet ved at pege på ydre omstændigheder som den store polarisering. USA´s ca. 330 millioner mennesker er delt op i to lejre. Den ene halvdel er demokrater, den anden er republikanere. Deres politiske holdninger er tydeligvis så modsatrettede, at almindelig politisk debat og samtale må vige til fordel for fysisk konfrontation. Konfrontation imellem to eller flere parter opstår, når parterne hver især er overbevist om, at de selv har ret, og den anden tager fejl. Man står stejlt på sin egen holdning og tænker om den anden, at han eller hun er en idiot, en fjende, et monster eller måske en rotte, som vi så det under 2. verdenskrig, hvor jøderne netop blev sammenlignet med rotter. Dæmoniseringen af den anden part er med til at legitimere volden, idet den anden ikke længere ses som et menneske, som ligner mig selv. Den anden umenneskeliggøres, og heraf følger retten til angreb. Sådan synes logikken at være.

Den slags polarisering og konfrontation foregår ikke kun i USA i forbindelse med et præsidentvalg. Vi ser det også nationalt i Danmark og andre steder i Europa og resten af verden i spørgsmål om klimapolitik, indvandrer- og flygtningepolitik, socialpolitik etc., og vi ser det nationer imellem med krig til følge; vi ser det i skilsmissefamilier med mor og far, der står uforsonligt overfor hinanden, hvilket er årsagen til, at vi har noget, der hedder familieretscenter og børnetelefonen; vi ser det i skolegården, hvor en teenager får bank af sine jævnaldrende, og vi ser det i børnehaven, hvor et barn slår et andet barn. Den fysiske konfrontation foran kongressen findes med andre ord i mange variationer og i mange målestokke. Den er en del af vores hverdag i alle livets sammenhænge. Vi burde måske derfor ikke blive så overraskede, men snarere spørge os selv om årsagen. Og svaret findes ikke i de ydre omstændigheder. De er ”blot” uhyggelige følgevirkninger. Nej, svaret skal findes i indre omstændigheder, som har at gøre med menneskets natur.

Enhver konfrontation imellem mennesker i de personlige relationer og imellem mennesker nationalt og globalt begynder i det enkelte menneskes hjerte og tanke. Et sted i Bibelen, i Matthæusevangeliet kapitel 7 vers 3 siger Jesus: Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje. Jesus formulerer her en kristen værdi, som handler om, at man ikke skal have for travlt med at se enhver fejl hos den anden, når man nu samtidig så dårligt kan få øje på sine egne fejl, sin egen dumhed og ondskab. Sagt på en anden måde, så mangler der selvransagelse, når vi med lyst til krig polariserer og konfronterer. Det er blindheden over for sin egen andel af konflikten, den manglende vilje til at anerkende den anden som et menneske som mig selv og den sproglige afmægtighed, som viser sig i en manglende evne til at italesætte problemer, der er årsagen til angrebet på kongressen i USA og enhver anden konfrontation i denne verden. Svaret på den trussel og aggression er altså ikke at pege på de ydre omstændigheder, men på menneskets krigeriske hjerte og tanke. Dér begynder spliden.

Det hører med til de kristne værdier, at vi skal være barmhjertige. Vi skal ikke dømme og fordømme. Det hører også med til de kristne værdier, at vi må forstå, at dumhed, fejl, skyld og ondskab ikke kun er hos de andre. Det findes også i os selv. Det er vigtigt at erkende det, hvis vi skal leve sammen i fred. Jesu ord om bjælken i dit eget øje og splinten i din broders, hans opmuntrende ord om ikke at dømme og fordømme, men derimod vise barmhjertighed kaster lys over vores liv og alle de små og store krige, vi udspiller med hinanden. De giver livet en chance og muligheden for at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Så er det endnu en kristen værdi at bekæmpe sine egne aggressioner sin egen dumhed i hjerte og i tanke og øve os i at se det andet menneske netop som et mennesket som os selv. Det betyder ikke, at vi skal være enige i alt og acceptere hvad som helst. Men det betyder, at det ville være gavnligt at møde det andet menneske i bevidsthed om de kristne værdier og dermed være lidt mere åbne for via samtalens vej at finde ikkevoldelige veje og løsninger på forskelle og uenigheder, så fællesskabet og i sidste ende livet kan bestå.

Merry Lisbeth Rasmussen