Vi har lige haft folketingsvalg, hvor passionerede, engagerede og uperfekte mennesker er til offentlig skue.  De er hverken mere eller mindre uperfekte end alle os andre. Men fordi de er politikere, og konstant er i fjernsynet, bliver deres fejlbarligheder og menneskelighed eller mangel på samme meget synlig for os andre, som ser på. Og vi der ser på, skal ikke have for travlt med at sende en regn af fordømmelser af sted, for vi er som dem i al vores forskellighed. Og det vi har set, har været et sandt drama af forskelligheder, der støder sammen. I det drama er der forskellige aktører, som i løbet af valgkampen har fået tilnavne. Der er klimaengle, klimasyndere og klimatosser. Der er vikaren fra himlen. Der er den snu retoriker, og der er tågehornet. Der er den, der går langs panelet, og den som ofte og gerne tager mikrofonen. Der er den der smiler, velvidende at den der smiler, er den der vinder. Der er personlige skæbner med dybe ar i sjælen, som derfor har svært ved at smile, der er dem der hader, og dem der elsker, dem der spreder, og dem der samler. Der er den der triumferer, og den der bryder sammen. De er der alle sammen, de er som alle os andre – det vil sige, at de er mennesker på godt og ondt. Og de viser os med stor tydelighed alle de barrierer, der er mellem os mennesker og mellem de fællesskaber vi danner. I de fællesskaber har vi forskellige interesser. Nogen siger: Kom! Lad os bygge en omfartsvej ved Mariager eller på Vestegnen. Eller kom! Lad os lave den og den reform og føre den og den politik og lad os bagefter fejre os selv. Og pointen er, at det alt sammen er meget menneskeligt. Det er sådan det er at være menneske. Vi laver fællesskaber, hvor vi ligner hinanden og internt er forholdsvis enige. Vi slutter os sammen om at lave en omfartsvej eller danne et politisk parti. Og dét der forener os og tilfører partiet energi og vitalitet, er vores fælles interesser og holdninger, som vi er opsatte på at få realiseret. Sådan er det med de fællesskaber, mennesker danner. De samler internt og står i modsætning til de andre, som mener noget andet.

Men de partier og interessefællesskaber, mennesker danner, kommer og går. De har ikke evighed i sig. Historien har vist os hvordan. Civilisationer og politiske ideologier vokser frem og går under igen. 

Men sådan er det ikke med kirken eller menigheden. Og det er egentlig et mirakel, når man tænker over det. Kirken – og her tænker jeg ikke på bygningen, men på menigheden, altså os, som udgør kirken – har overlevet civilisationers og politiske ideologiers fald. Civilisationer kommer og går, fordi de som sagt ikke har evighed i sig. De er noget mennesker finder på, ligesom de finder på at bygge et tårn eller lave en omfartsvej eller et politisk program. Men kirken, menigheden, den består, fordi den har evighed i sig. Den er ikke noget mennesker finder på. Menighedens fællesskab bygger bro imellem menneskers forskelligheder og alle de mange barrierer, der er imellem os. Og det er jo lige præcis det, som er så smukt ved kirken, som vi i trosbekendelsen kalder de helliges samfund, fordi det samfund er kaldet til live af Gud, og alt hvad der kommer af Gud er helligt – derfor de helliges samfund.

I det fællesskab er der plads til både dronningen og alle hendes undersåtter. Og der er plads til både de røde, de blå og de grønne. I menighedens fællesskab er der ingen programerklæringer, som vi selv har fundet på. Vi er ikke kommet i kirke for at høre på os selv eller lytte til, hvad vi selv kan eller vil. Nej, vi er kommet for at høre, hvad Gud har at sige til os. Og vi be´r Gud om at blande sig i vort liv og bygge bro imellem de interessefællesskaber mennesker danner. Og det gør han så. Med ånd og kærlighed danner han menneskers hjerter. Han vogter de små og styrker de svage, tugter de trygge og trøster de spage, som Grundtvig så poetisk formulerer det i salmen Talsmand, som på jorderige. Han skænker os visdom og puster liv i det enkelte menneske og i menighedens fællesskab, og vi får en følelse af, at her er der godt at være.

Han bygger bro over menneskers forskelligheder, så der er plads til os alle sammen. Og fordi det er Gud, der danner ramme om menighedens fællesskab, har det evighed i sig. Derfor forgår det ikke på samme måde som civilisationer og politiske ideologier. I menighedens fællesskab bliver vi alle forenet trods alle forskelligheder. Og i det enhedens fællesskab er vi ikke hinandens modstandere eller fjender blot fordi vi er uenige om, hvad det er for en omfartsvej vi skal bygge eller om, hvem der nu skal bestemme efter folketingsvalget. I menighedens fællesskab er vi hinandens venner på tværs af enhver tænkelig barriere som nationalitet og kultur, politiske skel og ethvert andet skel der taler om dem og os.

Det er smukt, og vi har brug for det – også i Sengeløse, hvor menighedens fællesskab indtil nu har eksisteret i ca. 1000 år. Glædelig pinse!

Merry Lisbeth Rasmussen