Lørdag d. 9. januar 2021, kl. 16:00

Velkommen til en spændende nytårskoncert, som byder på pragtfuld og festlig musik fra barokkens tidsalder (1600-1750). Ensemble Barocca vil - med sin sans og passion for barokmusikkens mægtige traditioner samt brug af originalinstrumenter fra denne tidsalder - invitere os på en autentisk rejse i en tid, hvor musikhistoriens største komponister som Bach, Händel og Vivaldi herskede, og en tid, hvor der blev komponeret masser af herlig musik fuld af substans og med dybt indhold. Vi skal bl.a. lytte til smuk kantatemusik og gejstlige sange, når ensemblets sangsolist, Christine Nonbo Andersen, vil fylde kirkerummet op med sin skønne sopranstemme. Christine synger bl.a. i DR Vokalensemble, og med op mod 55 koncerter om året er hun en efterspurgt ensemblesanger. Christine favner et alsidigt repertoire og bevæger sig med stor autenticitet mellem de forskellige stilarter, men brænder især for den tidlige vokalmusik. Ensemble Barocca, som, udover Christine, består af Tinne Albrechtsen (barokviolin), Maria Rosenkilde Qvist (barokcello) og Babett Hartmann (cembalo), ynder med særlig passion barokmusikken opført på originalinstrumenter og er stærkt repræsentativt for musikbevægelsen, som søger barokmusikkens autentiske klang og opførelsespraksis. Ensemblets medlemmer har en bred kammermusikalsk erfaring og spiller koncerter med et begejstret nærvær både internt og i formidlingen til publikum. Til nytårskoncerten vil Ensemble Barocca opføre musik af bl.a. Händel, Vivaldi og Telemann. Efter koncerten inviterer menighedsrådet til et glas champagne og en kransekage i sognegården.

Billetter á 50 kr. kan købes onsdage og torsdage på kirkekontoret 9.00-14.00 fra den 2. december (undtaget mellem jul og nytår) eller ved indgangen på selve koncertdagen. OBS! På grund af en begrænsning på antal fremmødte ved større arrangementer i kirken og i sognegården opfordres man til at købe billetter på forhånd.

Nytårskoncert
Medvirkende
Ensemble Barocca
Sted Sengeløse Kirke, 2630 Taastrup