Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Allehelgen - Om sorg og tab

Allehelgen - Om sorg og tab
Udgivet fre d. 24. sep 2021, kl. 15:58
Kirkesiden i Sengeløse Nyt

af sognepræst Merry Lisbeth Rasmussen

Det er svært at finde ud af livet, når man er i krise, og sindet slår sprækker. Ofte er det sådan, at den sørgende føler sig mutters alene. Sorgen isolerer os. For uanset hvor meget empati vi har for den anden, kan vi aldrig mærke den andens smerte. Den ene kan jo ikke mærke, hvordan den anden har det, som har mistet sin elskede hustru eller ægtemand. Den ene kan heller ikke mærke, hvordan den anden har det, som har mistet sin søn eller datter, sin mor eller far. Jeg kan muligvis se den andens smerte, men jeg kan ikke mærke den. Smerten og sorgen har den sørgende helt for sig selv. Det er en slags dobbelt byrde for den sørgende: der er sorgen selv og sorgens ensomhed og isolation. Og begge dele gør forfærdelig ondt. Ensomheden og isolationen får os til at længes. For mennesket er ikke skabt til at leve alene. Vi længes efter den døde, og vi længes efter Gud. Så derfor tager vi sorgen med i kirke. Vi tager den med ind i den tradition, som Allehelgen er. For her er vi sammen med andre sørgende. Vi har alle mistet et menneske. Ja, ikke bare et menneske, men et kært menneske, et elsket menneske.

For nogen af de døde gælder det, at det var godt, at de fik fred. Deres liv var levet til ende. Her var døden ikke en tragedie, men en befrielse. For andre gælder det, at døden netop var en tragedie. Den kom så uventet og alt for tidligt. Der var så meget liv, som aldrig fik lov at blive levet. Døden kan komme på så mange måder, og derfor har sorgen også så mange forskellige måder at udtrykke sig på.

De, som har mistet, er ufrivilligt blevet eksperter i sorg. Det er jo ikke noget man ønsker at være. Det er noget man bliver kastet ud i. De ved, hvordan det føles. de har mistet et menneske de har kendt og elsket og delt livsfortælling med. Den døde har et navn, og med navnet følger en hel verden af samliv, af minder, af dufte og steder den døde og den efterladte har været sammen. Selvom døden med sin adskillelse er trådt imellem dem, hører de sammen alligevel! Ethvert menneske står på skuldrene af dem, der gik forud for os. De døde udgør vores historie. Det var dem, der var med til at gøre os til de mennesker vi er i dag. Det var dem, der formede den verden, som vi har overtaget og lever i nu. De døde bliver ved med at spille en rolle i de levendes liv. De lever med os som døde. Vi kan stadig se dem for os, og høre hvad de tænker og ville have sagt i den og den situation. Så jo, de døde og de efterladte hører stadig sammen trods adskillelsen. Og i kirken får vi vor Herres ord for, at vi hører sammen hos Gud, som er herre over både levende og døde. Derfor er der også en særlig symbolik i, at kirken som et gudstjenestehus her i landsbyen ligger midt på kirkegården, for her lyder Guds ord, som et ord, der gælder både de levende og de døde: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er I, når man for troens skyld håner og forfølger jer, jeres løn er stor i himlen. Det er smukke ord. De brænder virkelig igennem. De er brændt igennem i 2000 år og står der endnu så dugfrisk, som da de første gang blev sagt. De har glød og flamme.

De mennesker, som Jesus havde foran sig på en bjergskråning i Galilæa, da han sagde ordene, var sådan set ikke noget særligt. I samfundet blev de formodentlig ikke regnet for noget. Men sådan som de står foran Jesus, så bliver de til noget særligt, fordi de hører hans ord og vel at mærke ikke er ligeglade med dét, som de hører, men tror dét, som de hører. I dag er det os der hører hans ord, ikke på en bjergskråning i Galilæa, men når vi går i kirke her i Sengeløse. Og det vi hører, er ikke en pædagogisk forklaring på alt det forfærdelige der er sket. Nu skal I bare høre, hvorfor og hvordan. Nej, det er ord der brænder igennem, fordi de forkynder, at det er sådan det er. Og det der er i dag, er en trøst. Det er en trøst, at det er Guds vilje, at de sørgende skal trøstes, at de sultne og tørstige skal mættes med retfærdighed, at de, der stifter fred, skal kaldes Guds børn. Det er lige akkurat hvad de skal. Og det er der trøst i.

Og uanset hvor alene du føler dig med den sorg der nu er din, er du aldrig alene. For saligprisningerne er formuleret i flertal. Salig er man aldrig alene om at være. Salig er man kun sammen med andre. Men når man tænker over saligprisninger, må man spørge, hvordan salighed egentlig kan være forbundet med at have mistet et menneske man holder af. At være salig betyder at være lykkelig, og lykkelig er man jo ikke, når man sørger over tabet af den døde. Ligesom man heller ikke skulle tro, at alle de som lyttede til Jesus dengang i Galilæa var salige, da de led under sult, uretfærdighed og forfølgelse. For livet bliver aldrig helt det samme igen, når man har mistet, hvad enten det så er død, skilsmisse eller noget tredje, der har slået det gamle liv i stykker.

Men ikke desto mindre så var de salige, som Jesus talte til dengang, ligesom vi i dag er salige. Og det, der gør dem og os salige, er det, vi hører og ser: Se f.eks. vores lysglobe i Sengeløse Kirke. Lyset i midten symboliserer Kristus. Han siger nemlig om sig selv: Jeg er verdens lys. Den som følger mig skal aldrig i evighed vandre i mørke. Og alle de andre lys brænder for de døde. Og globen symboliserer den verden vi bor i. Og i den verden er der mange mennesker, der lider de mest ufattelige tab, som profeten Esajas også taler om i Det Gamle Testamente. Men Esajas taler også om en anden verden, som er Guds. I den verden er det ikke solen og månen og elektriske installationer, der skal være menneskets lys, men Guds evige lys. Og i den verden er menneskets sørgedage forbi. Det er en verden uden død og uden sorg. Og det var den verden den gamle, vise Johannes fra Biblens fortællinger fik et glimt af, da han sad der med døden tæt inde på livet, fordi han selv havde mistet én han holdt af ligesom os, og han skuede ind i Guds lys. Og der så han, at Gud er og altid har været og altid vil være. Og han så livet og døden og sorgen og savnet og glæden og smerten, og alt det den, som har mistet, også kender til, men han så det i et helt nyt lys. Og det gjorde ham salig. Ligesom det også gør os salige. For hvilken lykke er det ikke at se de mennesker vi har mistet i det lys, hvor deres sjæl bliver løftet op til himmelen. I det lys tager Gud døden og alt det smertelige og forvandler det til mere liv i opstandelsen til lys og glæde og lykke. I det lys ser vi det samme som den gamle Johannes; en ny himmel og en ny jord, og det er som om, at Jesu ord synger i os: Salige er de som sørger for de skal trøstes. I de ord fandt den gamle Johannes trøst, selvom hans verden var brast sammen i sorg og smerte, men ordene åbnede en dør for ham og hans døde til evigheden, hvor sorgen og smerten ikke længere er. Der så han, hvad vi synger om i Grundtvigs salme: Den store hvide flok, som er de dødes sjæle, som lignede tusinde bjerge fulde af sne. Dér i himlens helligdom holder de nu kirkegang med uophørlig jubelklang, som der står, fordi livet i evigheden i Paradiset er saligt, fyldt med lys og glæde og jubel og sang og kærlighed og lykkelig forening med dem vi har mistet. Det syn og det budskab er Allehelgenssøndags store trøst til os alle.