Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Nytårstanker

Nytårstanker
Udgivet fre d. 2. dec 2022, kl. 13:43
Kirkesiden i Sengeløse Nyt

Første søndag i advent er kirkens nytårsdag. Det verdslige nytår fejrer vi som bekendt den 31. december. Fælles for begge nytårsdage er, at de begge er en overgangsfase imellem det gamle og det nye. Vi tager afsked med det gamle og byder det nye velkomment. Når vi ser tilbage på det gamle, ser vi både noget der ligger i lys, og noget der er kastet ud i mørket. Til det lyse hører, at der findes mange gode mennesker i verden, som virkelig forsøger at gøre noget godt for andre mennesker – både i det private og i det offentlige rum. De hjælper gerne, ikke for at få løn eller betaling, men fordi de gerne vil, og fordi der er nogen, der har brug for dem. Det er med andre ord ikke pengene der driver dem, men den gode gerning. De gode mennesker findes i alle livets rum – i hjælpeorganisationer, i det politiske, på arbejdspladser og hjemme i det private. Det er mennesker, som arbejder for fællesskabets bedste, som drager omsorg for mennesker. De forsøger at fremme freden mellem nationerne og mellem mennesker i det liv vi lever med hinanden i hverdagen.

Til det der er kastet ud i mørket hører, at der også findes mange egocentriske mennesker, som ikke arbejder for fællesskabet, men kun for at fremme egne interesser. De arbejder ikke for at realisere en højere ide, kun deres egen idé om berømmelse, rigdom og magt. Magtfulde mænd opruster ved landegrænserne og er krigsparate. På det globale plan truer klimakrise samt coronaen og andre epidemier, som ikke vil slippe sit tag.

2023 bringer 365 nye og ubrugte dage med sig, og det ligger i nytårets natur, at vi spørger os selv, hvordan vi skal leve dem? Hvilke kampe skal udkæmpes i verden, i samfundet, i det enkelte menneske, og hvad håber vi på? Hvad vil vi kæmpe for eller imod? Måske tænker vi, at det lyder lidt anstrengende absolut at skulle kæmpe. Kan vi nu ikke bare leve vores liv i fred. Men livet er indrettet på en sådan måde, at alle mennesker må kæmpe med stort eller småt. Kæmp for alt hvad du har kært. Dø om så det gælder. Sådan synger vi en gang imellem i kirken. Hele sangteksten lyder sådan her.

Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende, selv om du til målet når først ved verdens ende!

Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse! Med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse!

Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Salmen er skrevet af Chr. Richardt 1867, men ordene kan stadig inspirere midt i en urolig tid, hvor alt kan ske i verden.

 

I vores vaklende verden, hvor mange mennesker er bange for fremtiden, er der en verden til forskel på, om man kæmper for det ene eller det andet. Kæmper man for fællesskabets bedste, for at et andet menneske skal have det godt eller for at fremme egne interesser. Og der er en verden til forskel på, om man lever i en forestilling om, at alt hvad jeg har, har jeg givet mig selv. Jeg skylder derfor ikke nogen tak for noget som helst. Jeg har selv sørget for det hele, og har kun mig selv at takke. Eller om man lever i modtagelse, i troen på at Gud findes, og det er Gud der skænker mig livet, tager livet tilbage igen i døden, og skænker mig mere liv i opstandelsen. Bevidstheden om at jeg lever i modtagelse, at livet er mig skænket, at nogen har sørget for at jeg fik mad og en varm seng at sove i giver mig anledning til at sige tak til Gud og til andre mennesker.

Hvis man alene lægger vægten på forventninger til sig selv, realiseringen og udfoldelsen af det, som man selv vil og kan præstere, så vil det nok ikke være interessant hverken at læse med her eller at gå til gudstjeneste i kirken. For i kirken er mennesket aldrig kun sig selv i livet og i døden. Mennesket ses altid i et større fællesskab med Gud og andre mennesker. Og derfor er det ikke kun mit livsprojekt, der skal realiseres. Og det er heller ikke kun min frihed eller mine rettigheder, det handler om. Jeg må altid spørge mig selv, hvordan mit livsprojekt og min frihed påvirker andre mennesker og den verden vi lever i. Jeg lever med andre ord i ansvar både overfor Gud, medmennesket og mig selv. Det kommende års 365 dage bliver både på det globale, nationale og personlige plan fyldt med livskampe der skal kæmpes. Og det er vores ansvar at vælge lyset og det gode – alt det der fremmer livet. Horisonten for denne kamp er derfor ikke mig selv og hvad jeg selv finder på af unikke ting. Horisonten er fællesskabet. Med denne horisont for øje, i bevidsthed om at Gud findes, og med et hjerte der banker for næsten, skal vi kæmpe for alt hvad vi har kært.

Jeg ønsker alle en rigtig glædelig og fredfyldt jul og et lyst og velsignet nytår!

Merry Lisbeth Hammer Rasmussen