Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Når livet begynder med en solopgang

Når livet begynder med en solopgang
Udgivet tir d. 8. nov 2022, kl. 14:06
Kirkesiden i Sengeløse Nyt

Når livet begynder med en solopgang

Forleden var der en aldrende kvinde, der sagde til mig, imens hendes gamle, furede ansigt lyste op i et vidunderligt smil, at hendes liv begyndte med en solopgang. Men senere i samtalen lagde smilerynkerne sig i andre folder, og der kom en dyb alvor og et strejf af smerte i hendes blik forårsaget af store tab i hendes liv. Men det afgørende for hende er, at hun altid har haft en ledsager på sin livsvandring, fra solopgang da hun blev født, til den nært forestående solnedgang når hun skal dø. Det er den ledsager Ingemann i sin salme Der står et slot i Vesterled kalder solenglen, som er en poetisk metafor for Skaberguden og Kristus som frelser, som bereder vejen for os gennem himmelporten ind i evigheden, som er livsvandringens mål. I den troende, gamle kvindes følgeskab med solenglen blev hendes liv reddet fra at blive opslugt af den smerte, der blev hendes og af mørkets brusende kræfter. Trods al den smerte hun har erfaret, er hendes smilerynker stadig fleksible. De er ikke stivnet i rædsel, i bitterhed eller resignation. Hendes øjne lyser stadig, og de lysende øjne får sammen med smilerynkerne hele hendes sjæl til at smile. Hendes rynkede ansigt er et spejl af alle hendes sjæls afkroge, som er samlet i troen på, at Gud som skaber og Kristus som frelser - ligesom livets sol med sin vandring fra øst til vest – afslutter vores livs rejse ved forklaringskysten i paradiset. Den brændende aftensols nedgang i vest bag de rosenfarvede skyer bliver for den religiøse digter Ingemann og for den gamle kvinde til en katedral, et guldtækket slot. Og når hun dør, og hun lukker sin øjne her, åbner hun sine øjne hisset på den anden side af døden og træder ind ad porten til det guldtækkede slot i Paradis. Og det er hendes ledsager, som Ingemann kalder solenglen, der har åbnet porten for hende. Det er ham vi kender som Kristus, også kaldet Messias, som er bevidnet af Moses og af profeterne og senere af disciplene. Sagt på en anden måde med evangelisten Johannes´ ord så ser den gamle kvinde himlen åben. Det er det, der får den gamle kvindes ansigt og hele hendes sjæl til at lyse op i smil trods al den smerte og alt det mørke der har været. Den åbne himmel hænger sammen med Kristus. Det er hvad de 4 evangelier i Bibelen handler om. Her kan man høre om, hvordan himlen åbnede sig for hyrderne på marken julenat, og englene begynder at synge ved synet af det lille Kristusbarn. Det fortsætter med alle de mennesker, Kristus møder på sin vej. Han giver dem håb og nyt livsmod og kalder dem ud af de uretfærdige og smertelige livsforhold de går og kæmper med. Det gør han ved at helbrede de syge, bespise de sultne, inspirere til en anden måde at leve på med blik for det andet menneske. Og ikke mindst gør han det ved at fortælle om Gudsriget, og om at der efter døden kommer et andet liv i opstandelsen fra de døde. Himlen åbnede sig for alle de mennesker, der stiftede bekendtskab med Kristus dengang og stadig i dag, og troen og håbet begyndte at vokse i dem. At se himlen åben betyder at bære hele den kristne fortælling med sig i sit hjerte i troen på, at det skal ske mig, som det skete med Kristus i liv, død og opstandelse.

 

Den aldrende kvinde har noget til fælles med os allesammen. Vi har alle før eller siden oplevet smerte og tab. For kvinden handlede det smertelige om at miste dem man elsker i en al for tidlig alder og stå alene tilbage. For os andre kan smerten se ud på så mange andre måder.

Det værste, der kan ske for et menneske, er, at himlen er lukket. For med den lukkede himmel kommer håbløsheden, og med håbløsheden kommer de manglende livsmuligheden, og så er der kun depression, fortvivlelse og død tilbage. Vi kender alle til det periodevis fra lange vinteruger, hvor et tykt skylag har dækket himlen, og man næsten har glemt, hvordan himlen og solen ser ud. Vi kender til det, når vi bliver deprimerede, og vi kender til det, når livet rammer med sorg og ulykke og fejer benene væk under os, så vi vakler og mister fodfæste. For nogen mennesker gælder det, at de selv i det mest deprimerende mørke kan ane den blå himmel som en åbenbaring – som et gennembrud af liv. For andre gælder det, at den lukkede himmel er permanent. De ser kun et tomt og gudsforladt himmelrum, hvor mennesket er overladt til sig selv og sin egen ensomme død som det sidste.

Og der hvor himlen er lukket og gudsforladt, er det ikke nødvendigvis Guds lov om at elske der regerer på jorden, men snarere uretten med magten og den stærkes ret som eneste parameter. Det er det vi ser udspille sig i besættelseskrigen i Ukraine for tiden. Her er det ikke Gud i det høje og den åbne himmel, men mennesket i det lave i sin værste udgave af sig selv der regerer.

Det gør en forskel på alle mennesker om himlen er åben eller lukket. Det afgørende er at have en fornemmelse for og en bevidsthed om, at uanset hvordan livet ser ud nu og her, så har vi ufattelig meget i vente. Og når man som den aldrende kvinde er født under en solopgang og hviler i bevidstheden om et guddommeligt følgeskab i medgang og i modgang, så kan man hver eneste morgen vågne op i forventning om, at der altid er noget mere lyst og godt i vente.

 

Merry Lisbeth Hammer Rasmussen